Gå til hovedindhold

Byens Hjerte Fylder 60 - del 4

Så er tiden kommet til fjerde og sidste del af Albertslund Forsynings 60-års jubilæums portræt. Den handler om forsyningens arbejde med den grønne omstilling i de kommende år.

Indhold

    60 grader og de næste 60 år
    I dag leverer Albertslund Forsyning stort set fjernvarme til hele byen. Senest er Herstedøster Villaby og Herstedøster Landsby blevet koblet på. Dermed er over 99,7 procent af erhvervsbygninger og boliger i kommunen på fjernvarmenettet, hvilket gør Albertslund til en af de kommuner i landet med størst tilslutning.

    Men selvom det meste af byen allerede får fjernvarme, så er der masser af store projekter på tapetet for Forsyningens ansatte ud over at sikre den daglige drift. En af de store opgaver er at få hele byen med på lavtemperaturfjernvarme, hvor temperaturen i fjernvarmvandet sænkes fra ofte at være over 90 grader varmt til 60 grader, når det den rammer den enkelte borgers bolig. – uden at det påvirker muligheden for at kunne opvarme boligen tilstrækkeligt.

    ” Det handler om at levere fjernvarme på en mere effektiv og miljøvenlig måde. Ved at sænke temperaturen i fjernvarmevandet får man mindre varmetab i ledningsnettet, og samtidig skal man bruge mindre energi på at opvarme fjernvarmevandet, når det ikke er nødvendigt at sende det ud til boligerne med så høje temperaturer. Så lavtemperaturfjernvarme er en god ide af både miljømæssige og økonomiske årsager,” forklarer Niels Hansen.

    Flere områder i byen er allerede overgået til lavtemperaturfjernvarmen blandt andet i Albertslund Syd, og målsætningen er, at den mere miljøvenlige fjernvarmeløsning skal være udrullet i hele kommunen i 2026. Opmærksomhed på miljøet kommer i det hele taget i høj grad til at være i fokus for 60 års jubilaren i de kommende år.

    ”Fjernvarmen vil udvikle sig fra at være nogen, som brænder noget af for at producere varme til at være en stor el-kunde i forbindelse med opvarmningen. Det handler i høj grad om at finde alternative kilder til fjernvarme og særligt udnytte sol og vind meget mere med det formål for øje at gøre varmeproduktionen mere grøn og CO2-neutral,” fortæller Niels Hansen.

    Der er med andre nok at tage fat på i fremtiden også for Byens Hjerte.

    Lørdag den 6. april fejrer Albertslund Forsyning 60-års jubilæet med et Åbent Hus-arrangement med taler, underholdning og rundvisning på varmeværket. Du kan læse mere om det her:
    https://albertslund.dk/nyheder/2023-24/albertslund-forsyning-inviterer-til-aabent-hus

    Foto: Brian Brøns Dühring.